onsdag den 29. oktober 2008

Biblioteket som læringsrum

Er sikkert et tema I har været rundt om i de arbejdsgrupper der arbejder med nyindretningen, men jeg har ikke set det på tryk endnu. Set udefra drukner de aktiviteter der skal kunne foregå på biblioteket lidt i diskussioner om hvordan vi skal organisere samlingerne.På Aalborg Bibliotekerne laver vi efterhånden en hel del rigtig god, organiseret, undervisning for brugerne, ikke mindst Viden i Tiden. Bogcaféer og andre ”folkeoplysende” arrangementer kan også betragtes som en form for undervisning. Det samme kan den mere uformelle vejledning i søgning, forklaringer på hvordan man finder rundt i huset etc.Ingen tvivl om at al den undervisning og vejledning medfører en masse læring. Men mon ikke rigtig meget (mest?) læring finder sted uden undervisning eller anden form for medvirken fra personalet? Uanset om det man vil lære er noget om hvordan man gebærder sig for at finde lige det materiale man skal bruge eller noget om et emne.Brugerne lærer fra den avis de lige læser i, den hjemmeside de er inde på, den ven de er taget herhen for at spille med, den som tilfældigvis sidder ved siden af, den læsegruppe som mødes i loungen ved caféen, måske ligefrem ved at tænke sig om i al stilfærdighed?Og så er der det med læringsstile, nogle (få?) lærer bedst alene og når der er stille, andre har brug for at diskutere, lytte til musik, se billeder, være i bevægelse, røre sig, røre ved de fysiske ting de lærer om, spise… Kort sagt læring omfatter mange aktiviteter og til dels aktiviteter som udelukker hinanden. Og der skal være rum til dem alle…

Inger Heyerdahl-Jensen

Ingen kommentarer: