mandag den 18. august 2008

Litteratur og Musiks opsamling på personalemøde om ny indretning af HB

Vi har haft den nye indretning af HB som punkt på vores teammøde i Litteratur & Musik i dag. Det kom der følgende spørgsmål og kommentarer ud af:

Samlingens placering i det store udlån: Meget delte meninger. Flere mente det var synd at fylde den store udlånssal med reoler i stedet for temarum. Andre mente at det var en god idé med reoler i den store udlånssal. Så kan vi bruge det lave områder til temarum og læsepladser. Den store udlånssal bør have nyt linoleum i forbindelse med en omflytning.

Spørg brugerne: Hvordan vil brugerne have det? Vil de mødes af endeløse rækker af reoler?

Hold fast i det gode: Vigtigt at vi holder fast i det vi gør godt f.eks. Zonen og dens placering lige ved indgangen.

Tidsskifter som særsamling i forbindelse med caféområde: Vær opmærksom på at der kan blive en stor kontrast imellem de tidsskriftslæsere der vil bruge stedet som en stille læsesal i forhold til de snakkende cafégæster der vil skabe mere larm og liv.
Hvis tidsskrifterne skal stå samlet skal de i hvert fald tematiseres. Desuden mente flere at f.eks. musiktidsskrifter bør forblive i musik-området. Det er mere brugervenligt overfor lånerne i musik-området.

Familieområde i forbindelse med café:
Vær opmærksom på at det kan skabe meget larm med så mange små børn samlet på et sted. Er det gennemtænkt i forhold til caféens øvrige gæster?

Desuden skal vi huske at inddrage Fugleburet, Lokalsamlingen og Lille sal i forbindelse med vores tanker om nyindretning.

Trimning af HBs samling

Med det billede der efterhånden tegner sig til en nyindretning af hb, så er det klart for de fleste at disse planer, uanset hvordan det ser ud når vi har sat de endelige streger på papiret i løbet af nogle måneder, at det ikke lader sig gøre med mindre vi får trimmet vores materialebestand væsentligt. Ingen har overblik over hvor stor en del af materialebestanden der skal væk, men det drejer sig om mere end nogle få hyldemeter.

Jeg synes tiden er inde til at tage en diskussion om dette problemfelt. For nogle er det aldeles utænkeligt at der kan komme noget godt ud af tynde drastisk ud i materialebestanden, som de opfatter som hele substansen i vores virksomhed. Andre finder det naturligt at færre materialer giver bedre rum til at eksponere det tilbageværende. Uanset om man tilhører den ene eller den anden pol eller et sted i mellem er det vigtigt at give sin mening til kende og bidrage med sin faglighed til denne meget vigtige diskussion. Det er besluttet at vi vil et nyt hb, og at det kræver en trimning af bestanden, men der er ikke truffet en eneste beslutning om hvordan vi lægger snittet, i forhold til denne trimning. Godt nok har vi en materialepolitik der giver nogle anvisninger, men vi ved ikke om den rækker i dette tilfælde og sandsynligvis vil der opstå utallige situationer, hvor de meget objektive kriterier den opstiller ikke kan bruges. Jeg mener derfor det er tvingende nødvendigt at vi får hul på diskussionen om

  • Hvorfor vil vi det her?
  • Hvorfor er vi i mod det?
  • Er der hellige køer og hvad sker der hvis vi alligevel slagter dem?
  • Hvad betyder det at stille materialer til rådighed?
  • Hvor vigtigt er det om et materiale står på vores hylder eller kan skaffes fra f.eks. Statsbiblioteket i løbet af et par dage?
  • Hvad formål tjener de lukkede magasiner?
  • Er det nødvendigt at nogle tidsskrifter gemmes i 30+ år når de kan skaffes andre steder fra?
  • Skal vi trimme ens hele vejen rundt eller er nogle områder mere påkrævede (eller hellige) end andre – f.eks kassere det meste af magasinet?
  • Hvad betyder det at vi er centralbibliotek?
  • Når man på lokalbibliotekerne kan få udlånene til at stige 35% ved at smide lige så mange procent af materialerne ud, hvorfor så ikke bare komme i gang?



Vi er helt sikkert ikke enige om svarene på disse og tusindvis af lignende spørgsmål, men vi skal diskutere dem og ikke kun de af os der sagtens kan se et bibliotek foran os med væsentlig færre materialer, det er mindst lige så vigtigt at alle dem der har en anden holdning også får lov at komme til orde så vi får belyst problemfelterne fra alle sider både fagligt og holdningsmæssigt.
Det er hb der skal nyindrettes, men alle ansatte i Aalborg Bibliotekerne indbydes til denne diskussion, da vi gerne vil hele vejen rundt og have alt på bordet, også den faglighed der er til stede på lokalbibliotekerne.
Vi kender destinationen (nogenlunde), men ruten er ikke lagt og derfor er der heller ikke noget der er rigtigt eller forkert, så kom frem af busken og lad os diskutere det her åbent og konstruktivt. Det nytter ikke at putte sig for der er ikke mange af os der ikke har en holdning til netop denne del af vores virksomhed.


Inge Tang

fredag den 15. august 2008

Biblioteker og oplevelsesøkonomi

BiBlog - Bibliotek og IT omtaler denne spændende artikel:

Projektet "Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner" har til formål at udvikle "attraktionerne til fremtidens krav om gode oplevelser og til gæster, der shopper attraktionsoplevelser i en globaliseret verden". Blandt projektets hovedbudskaber er:

    • At kende sin basis - klarhed om mission, vision og strategi
    • Viden er vejen - gennem kunde- og markedsanalyser og teori
    • Gæsten i centrum - at tale med og ikke til gæsten
    • Involvering skaber værdi - gæsten er med til at skabe oplevelsen
    • Husk helheden - kerneoplevelsen kan ikke stå alene
    • Samarbejde er guld værd - med lokalsamfund, andre attraktioner og brancher
    • Genbesøg er bedre end besøg - fornyelse og tilknytning
    • Det kan betale sig - afkast for attraktionen selv og for samfundet.

(Her gengivet efter Dorte Skot-Hansen:
Museerne i den danske oplevelsesøkonomi, 2008)

Læs hele artiklen i Søndag Aften

fredag den 1. august 2008

Dating blomstrer blandt bøger

Halvdelen af de århusianske lånere kommer ikke for at låne bøger eller musik, men for at bruge stedets faciliteter og hygge sig med andre lånere. Det stiller nye krav til indretningen af de store biblioteker i byen, og kommunen vil føre bibiliotekerne væk fra deres støvede image.
JP link

Fra Danmarks Biblioteksforenings nyhedsbrev

Kassering af bøger giver større udlån
Jp.dk 23. juli 2008 og Kristeligt Dagblad 23. juli 2008
Mens debatten raser om det rimelige i at kassere flere hundredtusinde biblioteksbøger, så fortæller en række af landets biblioteker om stigende udlån af de bøger, der er tilbage. Når der kasseres mange bøger, bliver der bedre plads, og de bøger der er tilbage præsenterer sig bedre.
Formanden for Danmarks Biblioteksforening, Vagn Ytte Larsen mener at et bibliotek skal ikke længere bare være boghylder, det skal være et oplevelsesrum, hvor bøgerne ikke nødvendigvis står i forreste række.
JP link

Bibliotekarer i ny rolle
Kristeligt Dagblad 26. juli 2008
Bøgerne har de senere år fået mindre plads på landets biblioteker, mens borgerne er blevet mere krævende. Det forandrer bibliotekarernes rolle.
Pernille Drost, formand for Bibliotekarforbundet mener at biblioteksbrugerne i dag kræver mere åbenhed og service fra bibliotekaren, hvorfor rollen som formidler kommer til at fylde mere. Winnie Vitzansky, direktør i Danmarks Biblioteksforening deler dette synspunkt og tilføjer, at tidligere var biblioteket et sted, der stillede information og litteratur til rådighed, mens borgerne i dag stiller krave til service.